Bæredygtige produkter

Bæredygtige produkter

Hos Schärfe Begravelsesforretning har vi et stort udvalg af kister, og de er alle sammen produceret i Danmark. Vores leverandør er Tommerup Kister, som leverer kister med omtanke i høj kvalitet og et moderne design.

Hos Tommerup Kister på Fyn er mottoet ”Hvad vi låner af naturen, leverer vi tilbage til naturen”. Og eftersom kisteleverandøren arbejder med nordisk træ, bliver der plantet et frugt- eller løvtræ i Folkeskove rundt om i landet for hver kiste, der leveres. Så når du vælger en kiste fra Tommerup Kister, er du med til at passe på naturen til glæde og gavn for kommende generationer.

Fordi kisterne er i træ, er det nærliggende også at plante træer. Men træet symboliserer samtidig liv og frugtbarhed og er en meget håndgribelig og positiv måde at mindes afdøde på. Samtidig med at de nye træer gavner både klima, natur, dyr og mennesker.

Urnerne er alle af et materiale der kan nedbrydes i jorden alle vore urner er af natur materiale bl.a. er der urner som fremstilles af ler og vores nyeste urne Beyond Life som fremstilles af støbepap og er bionedbrydelig.

Der er også urner i træ og urner til askespredning som også er produceret af støbepap.

Til dig der gerne vil læse mere …

Kistens historie

Omkring år 1550 blev de første kister fremstillet, materialet var træ.

Allerede i den tidlige bronzealder kendte man til kister i form af uhulede egestammer.

Der kunne være stor forskel på udførslen af kister. Nogle var ganske simple uden nogen form for beslag eller anden udsmykning, andre var rigt dekorerede med sirligt forarbejdede smedejernsbeslag og malede motiver. Udsmykningen kunne både udtrykke det åndelige og den status , som afdøde havde i samfundet.

Det har førhen været helt almindeligt, at kisten var malet sort, i modsætning til i dag, hvor den ofte er hvidlakeret. Fælles for dem alle var dog at de var fremstillet af ædle træsorter.

Vi, her i Danmark er næsten ene om at havde hvide kister som en del af vores kultur her i Norden, andre nordiske lande og resten af Europa anvender kister i naturtræ eller naturtræsligende materiale så udtrykket er naturtræ.

I dag fremstilles kister mest af fibertræ og fyrretræ.

Her på vores hjemmeside kan du også se andre træsorter anvendt, idet brugen at kister i naturtræ igen er ved at vinde indpas.

Om valg af kiste

En begravelse består af en lang række valg og beslutninger om alt fra hvor højtideligheden skal foregå, til hvordan kisten skal se ud. Alle disse ting er i vores øjne lige vigtige, og vi kan hjælpe dig med at skabe et overblik og med at træffe de valg, som er rigtige for dig og din familie.

For at give dig mulighed for at orientere dig i disse valg, inden vi mødes og taler tingene igennem, så har vi her på hjemmesiden samlet hele vores sortiment af kister og urner, men vi har også lavet en lille guide, hvori du kan læse mere om den proces planlægningen af en begravelse er. Derudover kan du også se nogle forskellige typer af blomster til højtideligheden.

I den følgende menu kan du vælge forskellige typer af kister og se billeder af dem og her er en kort beskrivelse af de enkelte kiste-serier.

Diamant Kister

Diamant serien er en moderne kiste og urne med traditionsrige aner tegnet af Jakob Jensen Design, som blandt andet står bag B&O’s klassiske design og Margretheskålen, i samarbejde med Tommerup Kister.  Kisten fås i tre varianter i hvid og sort.

Du kan se hele serien i begge farver på Tommerup Kisters hjemmeside her.

Klassiske Kister

Den klassiske hvide kiste er den, som de fleste kender og vælger. Men den fås i mange varianter, som du kan se her på vores hjemmeside.

Er ønsket en mere moderne hvid kiste anbefaler vi Diamanten.

Naturtrækister

En naturtrækiste skaber et helt andet udtryk end de mere almindelige hvide kister, og er måske det rigtige valg for dig og din familie. Du skal dog være opmærksom på, at hvis du vælger en egetræ- eller kirsebærkiste, så skal du købe gravsted i 50 år i modsætning til de normale 20 til 30 år. Ring til os hvis du vil vide mere om dette, eller der er andre ting, som vi kan hjælpe dig med før vi mødes.

Farvede Kister

En helt anden mulighed, end de traditionelle hvide kister eller naturkisterne, er en farvet kiste. Vi fører serien Sopran som indeholder forskellige farvede kister.

Har du nogle særlige ønsker angående kiste, så er du meget velkommen til at kontakte os og høre nærmere om mulighederne.

Om valg af urne

Hvis afdøde skal brændes eller kremeres, som det også hedder, så skal du vælge en urne til asken. Ligesom med kisterne er der her mange muligheder; skal den være af ler eller træ for at tage et eksempel. Her under kan du se alle vores urner og så har vi lavet en side til Diamant urnen, som matcher Diamant kisterne og ligeledes er tegnet af Jakob Jensen Design. Du finder siden i venstremenuen.